Begravelse/Bisættelse

En kirkelig begravelse eller bisættelse er de pårørendes afsked med den døde og forkyndelsen af det kristne budskab om opstandelse, håb og trøst.

Ved en kirkelig begravelse eller bisættelse bliver der sagt tak for den dødes liv og for alt, hvad andre mennesker fik lov at dele med ham eller hende. Der bliver også sat ord på sorgen over det, vi har mistet eller aldrig fik.

Ved en begravelse eller bisættelse kaster præsten jord på kisten og beder en bøn, hvor vi takker Gud for det håb, mennesket har fået gennem Jesus opstandelse fra de døde. Den samme bøn bliver bedt før dåben. På den måde begynder og slutter et kristent menneskes liv på jorden med tak.

Salmer, bøn og tale

Salmerne ved en begravelse giver os billeder på opstandelse og evigt liv. Bønnerne sætter ord på sorg, savn og på håbet om, at vores døde er hos Gud.

Præstens tale kan være både personlig og forkyndende. Den personlige del kan handle om det liv, vi har levet med den døde. Hvad vi som pårørende fik gennem afdøde og nu har mistet. Forkyndelsen kan handle om opstandelseshåbet og Guds løfte om at være med os både i livet og i døden.

Begravelse eller bisættelse?

En begravelse i kirken afsluttes med at kisten sænkes i jorden på kirkegården, mens en bisættelse afsluttes med, at kisten køres til krematoriet, og senere ved nedsættelsen af urnen.

Det praktiske vedr. en begravelse / bisættelse

I forbindelse med dødsfald henvender de fleste sig til en bedemand, som ordner det praktiske og som oftets tager kontakt til kordegn og præst. 

Den nærmeste familie aftaler et tidspunkt med præsten, hvor man mødes for at forberede begravelsen /bisættelsen, taler om den afdøde og vælger salmer. Det er vigtigt at tage sig god tid til denne samtale.

Efter dødsfaldet udfærdiger lægen en dødsattest, som afleveres til bedemanden sammen med afdødes: 

  • Sygesikringsbevis 
  • Dåbsattest 
  • Evt. ægtefælles dåbs- eller navneattest 
  • Evt. vielsesattest.

Såfremt afdøde ønskes bisat fra Brønshøj Kirke, skal der træffes aftale med Kirkekontoret, tlf. 3828 2505 ma-fr kl. 9 - 13.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du har husket det hele, er der god hjælp at hente her: Ældresagen

Hvis I ønsker et gravsted på Brønshøj kirkegård træffes aftale med:

Bispebjerg Kirkegårdskontor
Frederiksborgvej 125
2400 København NV
Tlf.: 3366 9100
bisp@tmf.kk.dk
Kontoret er åbent ma - fr kl. 9 - 14.