I næste måned skal Ida Marie, Johan, Liva og Vera konfirmeres i Brønshøj Kirke. Hvorfor har de valgt at blive konfirmeret i kirken. Og hvad har de fået ud af det seneste års konfirmationsundervisning?

”Vi mistede min morfar for et år siden,” fortæller Ida Marie. ”Indtil da troede jeg, at jeg skulle humanistisk konfirmeres, men i forbindelse med begravelsen kom vi meget i kirken. Og i kirken følte jeg, at der var noget ærligt og beskyttende. Nu har jeg valgt at blive konfirmeret i kirken.”

Johan har altid gået i kirke og beder aftenbøn. ”Jeg går til konfirmationsforberedelse, fordi jeg gerne vil tættere på Gud,” forklarer han.

”Mine forældre er ikke troende og går ikke i kirke,” siger Liva. ”Selv om de ikke er troende, valgte de at få mig døbt, da jeg var lille. Det var vist mest fordi de var førstegangsforældre og selv var blevet døbt,” ler Liva. Men Livas farmor gik altid i kirke og tog ofte Liva med – og det kunne Liva godt lide.

Barnedåb eller voksendåb

Konfirmationen er en bekræftelse af ens dåb. Så for at blive konfirmeret, skal man være døbt.

Vera er ikke barnedøbt. ”Mine forældre syntes, at jeg selv skulle tage beslutningen om, hvorvidt jeg skulle døbes eller ej. Men efter at jeg var til mine fætre og kusiners konfirmationer valgte jeg, at jeg selv vil konfirmeres for at lære mere om Gud.”

Derfor er Vera blevet døbt forud for konfirmationen. ”En eftermiddag blev en anden konfirmand og jeg døbt i kirken. Jeg knælede på en lille skammel foran døbefonten, og bagefter lagde min søster, mine forældre og Liva hænderne på mit hoved og bad Fadervor.”

For Liva, som er Veras bedste veninde, var med ved dåben og med til at lægge hænderne på Livas hoved. ”Så nu har jeg fået et særligt ansvar for Vera,” ler hun.

Hvad mener DU?

Konfirmanderne er enige om, at præst Mia Lund Rao har fået dem til at tænke over ting, de normalt ikke tænker over.

”Mia har stillet spørgsmål, som vi ikke bare har skullet svare på. Vi har skullet argumentere for vores svar,” siger Ida Marie.

Konfirmanderne havde fx et dilemmaspil om et skibsforlis, hvor de overlevende – konfirmanderne - havde søgt tilflugt i en gummibåd – med hul i. For at overleve, skulle der smides en overbord hvert 5. minut.

”Alle havde en rolle, og så skulle man argumentere for, hvorfor man skulle have lov til at blive ombord,” fortæller konfirmanderne næsten i munden på hinanden. Dem, der ikke kunne argumentere godt nok for deres betydning for fællesskabet, røg over rælingen.

”Og så var der dem, der argumenterede rigtig godt. Der var fx nogle bandemedlemmer, som angrede og bad om tilgivelse og lovede, at de ville gøre noget godt for samfundet, hvis de overlevede. De fik lov at blive ombord.”

”Man tror, man ved hvad man synes,” siger Johan. ”Og når man så skal til at argumentere for sit svar, kan man godt blive lidt forvirret.”

Vi har lært om livet

Johan føler, at han er blevet mere selvsikker pga. konfirmationsundervisningen. ”Her er vi sammen med mennesker, vi normalt ikke snakker med. Det har været fedt at kunne sige dybe og personlige ting, uden at det blev nederen. Jeg har altid følt, at jeg skulle være cool, her er jeg blevet mere mig selv.”

Og så vil konfirmanderne gerne rose Mia Lund Rao for, at hun i undervisningen har præsenteret dem for emner op, de aldrig har tænkt og eller er blevet spurgt om.

”Jeg synes, vi har lært noget om livet her. I skolen lærer vi mere noget fagligt,” siger Ida Marie.